Logical geometry rarely resonate reason 2018
All photos: David Stjernholm
Logical Geometry Rarely Resonate Reason
En udstilling som drager referencer fra renæssancens geometriteknik i kirkemalerier til min måde at opfatte geometri i samtiden. Malerierne er lavet specifikt til rummet og skal sætte spørgsmålstegn ved, hvordan man opfatter fysisk geometri i forhold til illustrativ geometri. Kombineret bliver de ulogiske geometriske tegninger.
Når jeg kigger på et tegnet billede af en person, som rækker sin hånd ud mod mig, opfatter jeg hånden større, fordi det tegnede perspektiv dikterer håndens størrelse som stor, i forhold til resten af personen.
Når jeg ser en fysisk personstatue, hvor hånden rækkes ud mod mig, opfatter jeg ikke hånden som større. Min logiske sans fortæller mig, at hånden er samme størrelse uanset, hvor den befinder sig i mit synsfelt.
I tre af malerierne er der en optegning af selve den fysiske geometriske ramme, som lærredet er spændt op omkring. Der er taget højde for, hvordan perspektivet skal tegnes i forhold til beskuerens placering samt rammens form. På grund af formen er der dele af maleriet, der rent fysisk i rummet er tættere på beskueren, da det stikker længere ud fra væggen.
Stregerne i maleriet er en spejlet kopi af selve rammen i et ”wire frame”. Et rum inde i selve maleriet, og der hvor rammen støder op mod væggen, er der hvor den geometriske tegning starter.
Stregernes punkter og placering er sat ud fra en metode, hvor maleriet er delt op i ottendedele. Forsvindingspunktet/horisontlinjen er placeret 1/8 del under maleriets centrum. Linjerne er dikteret ud fra det.
(1/8 del = 12,5 %)
I midten er lærredet vil der være 50 % på hver side. Rykker jeg forsvindingspunktet 12,5 % ned under midten, vil der være 5/8 dele over og 3/8 dele under horisontlinjen.
Alle linjer over forsvindingspunktet er blevet plusset med 12,5 % af sin egen værdi og alle punkter under horisontlinjen er minuset med 12,5% af sin egen værdi (se skitser). Dette gør, at linjerne, ud fra en logisk tankegang, ikke nødvendigvis giver mening i praksis.
Foruden de formalistiske malerier er der et skymaleri (titel: Iris Vortex).
I renæssancen var skyen et symbol på en platform eller scene, hvor religiøse menneskefigurer var placeret. Menneskerne var subjektet og skyen var det formalistiske. Jeg er ikke interesseret i det religiøse aspekt. Iris Vortex er malet på et geometrisk opspændt lærred med tanken om et rum. Siderne reflekterer motivet med forvrængninger ligesom glassiden på et akvarium.
Iris Vortex er det øje, der kigger ned gennem taget, men er også beskuerens eget øje der kigger tilbage op på maleriet. Det er beskuerens øje, fra beskuerens placering, der får geometrien til at fungere.
De fire malerier er suppleret med tre skitser, der fungerer som tekniske tegninger, materialeliste og metodeforklaring.
All photos by David Stjernholm